I dag udkom Bent Jensens tobindsværk ”Ulve, får og vogtere” og hermed fik han endelig lejlighed til at tage revanche, fordi han blev vraget i det forfatterkollegium, der skrev DIIS-rapporten om den kolde krig (DIIS = Dansk Institut for Internationale Studier). Takket være støtte fra Dansk Folkeparti fik denne hævngerrige mand en bevilling på 10 mio kr. til at lave sit private koldkrigscenter, og nu foreligger altså resultatet af hans nidkære arbejde.
Jeg har af indlysende grunde ikke fået bogen og vil vente med at læse den, til den kommer på biblioteket. Det gør jeg altid med den slags bøger, som jeg ikke ønsker at støtte. Men det skal dog ikke afholde mig fra et par overordnede kommentarer ud fra omtalen i pressen, hvor anmelderkorpset deler sig efter de klassiske fronter fra den kolde krig. Politiken og Information er ikke imponeret, medens Svend Ove Gade og Claes Kastholm fra henholdsvis Jyllands Posten og Berlingske finder, at der er tale om big science.
Når de kloge er så uenige, så viser det tydeligt, at denne sag ikke handler om videnskab, men om politik. Og her kan jeg godt være med. Efter min beskedne mening, er der det galt med Bent Jensens projekt, at konklusionen var skrevet på forhånd. Det handlede om et opgør med Bent Jensens politiske modstandere, og i den forbindelse var adgangen til PETs arkiver et godt våben.
Bent Jensen ville gerne undersøge ”de kommunistiske politistaters agenter og hjælpere i Danmark”. Alene ordvalget bør få alarmklokkerne til at ringe. ”Kommunistiske politistater” samt ”hjælpere og agenter” er afslørende for Bent Jensens sort/hvide verdensbillede.
Dertil kommer, at manden også vil undersøge ”sådanne aktiviteter, der ikke i straffelovens forstand var strafbare”. Det vil med andre ord sige helt lovlig politisk virksomhed som f.eks. modstanden mod NATO og fredsbevægelserne. Plus det sikkerhedspolitiske flertal i folketinget og fodnotepolitikken i 1980´erne.
Her er Bent Jensens synspunkt, at navngivne personer, som støttede denne politik, var ”moralsk anløbne” og egentlig rene landsforrædere. Dette til trods for, at disse personer kun gav udtryk for deres egne holdninger inden for rammerne af det demokrati, som Bent Jensen ellers foregiver at forsvare mod kommunismens tyranni.
Her er der også grund til at hæfte sig ved det sproglige. ”Moralsk anløben” – hvad vil det sige? Hvilken moral er en given person ”anløben” overfor? Det var der da i høj grad grund til at diskutere. Men for Bent Jensen er der åbenbart kun én moralsk standard, nemlig hans egen. Men det har jo intet med videnskab at gøre. Det er ren og skær polemik.
I Bent Jensens tilfælde kunne man måske tale om, at han i virkeligheden er ”videnskabeligt anløben”. Det er der i hvert fald mange historikere, der mener. Og det er måske grunden til, at han blev fundet ukvalificeret til at bidrage til DIIS-rapporten om den kolde krig.
En tragisk følge af Bent Jensens personlige hævntogt er injuriesagen, hvor Bent Jensen har lagt Jørgen Dragsdahl for had som KGB-agent, som jeg tidligere har skrevet om. Her er sidste nyhed, at Dragsdahl netop har indbragt sagen for højesteret. Interesserede kan støtte Jørgen Dragsdahl omkostninger til højesteretssagen her.
